
I år er det 150 år siden at driftige folk indledte arbejdet med inddæmning og tørlægning af Lammefjorden. Som værn mod havet opførtes Audebo-dæmningen og pumpestationen blev anlagt. Cirka midt på Audebo-dæmningen finder vi sognegrænsen mellem Hagested og Grevinge sogne, og i anledning af 150-året er sognene gået sammen om et alsangs-arrangement på Audebo Pumpestation søndag den 20. august kl. 19.30.
Hagested Ensemblet akkompagnerer og sognepræsterne Mikkel Vale og Anders Tangaa Jensen synger for, når sangglade folk fra området nyder en sensommeraften med lokale sange om fjorden og dæmningen, sømandssange, sommersange og aftensange.
Vi er udendørs, så i tilfælde af uvejr aflyses eller flyttes arrangementet. Hold jer orienterede på kirkernes hjemmesider og på facebook. Medbring gerne tæppe og paraply. Der er et begrænset antal stole til rådighed.